Skakklubben Evans kan med stor glæde ønske vores medlem Vitus Bondo Medhus stort tillykke med sin sidste IM-norm. Dermed kan han nu officielt kalde sig International Mester (IM).

Den afgørende norm kom ved det individuelle EM i Katowice, Polen, hvor Vitus leverede en stærk præstation og scorede 6,5/11. Turneringen var generelt en succes set med danske øjne, hvor også GM Jonas Bjerre imponerede med 8/11 og kvalificerede sig til World Cup 2027.
Vi er stolte af at have en ny IM’er i klubben – stort tillykke, Vitus!
Det var ikke kun internationalt, at Evans-spillere gjorde sig bemærket. Også ved Sonflow Cup 2026 i Kolding var der flotte resultater:
Peter Bøgh Larsen deltog i Mester 11-gruppen og endte med at vinde gruppen med 4/5 point – ubesejret gennem hele turneringen. Resultatet betyder, at han nu kan kalde sig mesterspiller i klassisk skak – en titel han dog længe har haft i både lyn- og hurtigskak. Med præstationen steg ratingen til 1917.
Jonas Bøgh Larsen leverede også en stærk indsats i Basis 2, hvor han vandt gruppen med 3,5/5 point, ligeledes uden nederlag, opnåede en ratingfremgang på 30 point og nåede op på 1843 i rating.

Alt i alt en rigtig god weekend for Skakklubben Evans med flotte præstationer hele vejen rundt.
Links:
Vitus’ resultater og partier kan findes her:
https://lichess.org/broadcast/european-individual-chess-championship-2026–boards-1-66/round-11/MZ8ugPrW#players/1462547
(klik på rundenumrene i siden for at se hans partier)
De samlede resultater fra SonFlow Cup – Kolding Bymesterskab 2026 kan findes her:
https://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=30203