På trods af holdkampe i flere af områdets skakklubber lykkedes det os at samle hele 25 deltagere til dagens skakturnering på Vadestedet i Vejle!
Dermed slog vi faktisk rekorden fra vores første turnering, hvor 22 deltagere var med!
Det er vi rigtig glade for, og særligt glædeligt var det, at 13 af deltagerne ikke spillede i en skakklub.
Det er netop noget af det, vi håber at opnå med disse arrangementer. Vi får skabt god opmærksomhed omkring Skakklubben Evans og får samtidig vist, at skak er for alle, uanset niveau. Vi håber selvfølgelig, at nogle af deltagerne får lyst til at kigge forbi vores klub i fremtiden.




Turneringen bød også på en imponerende præstation!
Vinderen var nemlig en spiller, som ikke er medlem af en skakklub, og som formåede at vinde samtlige 7 partier! Det er noget af en bedrift i et felt, hvor der også deltog stærke klubspillere med over 1900 i rating.
En kæmpe tak til alle 25 deltagere for at være med til at skabe endnu en hyggelig skakdag, og ikke mindst til Vadestedet, som endnu en gang stillede deres lokaler til rådighed.
Næste skakturnering på Vadestedet bliver søndag den 20. december kl. 12.30–16.00!
Vi håber selvfølgelig på endnu en fantastisk dag med masser af skak og hyggeligt samvær. Måske kan vi endda slå deltagerrekorden igen?
Vi glæder os til at se både nye og kendte ansigter!




