Vitus Bondo Medhus fik karrierens største resultat i hus, da han i weekenden 14.-16. februar sikrede sig det Nordiske Mesterskab 2020 i Fredericia.
Vores naboklub Fredericia Skakforening var vært for et meget flot og velorganiseret arrangement på Fredericia Hotel. Turneringen blev spillet med to deltagere fra hver af de seks nordiske lande. Kampene blev spillet med betænkningstid 90min+ 30sek per træk. I første runde var der dansker-opgør, hvor Vitus levede op til favoritværdigheden og fik en hurtig sejr over Tunav Chand Penki fra BMS. I anden runde bragte upræcist spil i åbningen Vitus i vanskeligheder mod Matija Sakic fra Sverige. Det lykkedes at få afviklet til et tårnslutspil med minus på en enkelt bonde, hvorefter kampen sluttede remis.
Lørdag morgen ventede en stærk og hurtigt spillende nordmand, Louis Kwoo-Thwe. Evalueringen af 1. dagen medførte en beslutning om at skifte fra skotsk gambit til italiensk mhp. at undgå for konkrete åbningsforberedelser fra nordmanden. Det gav en udmærket stilling, hvor Vitus havde overhånd og pressede på for gevinst. Desværre fandt nordmanden et par gode træk, som satte en effektiv bremse for Vitus’ angreb og pludselig var remis et udmærket resultat.
Lørdag eftermiddag var der topkamp i 4. runde mod den topseedede Isak Vinh Brattgjerd fra Norge. Forberedelserne ramte ved siden af, men stillingen røg hurtigt ud af kendt teori, så herefter var favoritterne på egen hånd. Til gengæld blev der spillet en virkelig flot kamp af begge de unge spillere. Efter 9 træk viser Vitus enorm kampgejst, da han efter en lang tænkepause på næsten 15min spiller det skarpe 9…g5! og sætter pres på kongefløjen. Senere i kampen får nordmanden et lille positionelt overtag og forsøger at skabe angreb på dronningefløjen. Vitus har dog andre planer og er mere målrettet i angrebet på den norske konge.
Søndag morgen ventede et nyt topopgør, da Vitus og Niklas Jaakkula fra Finland begge lå i spidsen med 3 points. Til kampen havde Kim Skaaning sendt forberedelser på tre hovedlinjer, som Vitus kiggede igennem søndag morgen kl 7.30(!). Dels repetition af træk med hvid i Kalashnikov-varianten i siciliansk, men også gennemgang af planerne for hvid.
Forberedelsen lykkedes fint og Vitus får spillet sig frem til en god stilling med fine muligheder. Fordelen er dog ikke større end en skidt afbytning af officerer udvisker fordelen til hvid. Herefter finder Jaakula et skarpt modspil til hvids angrebsplaner med 17..Dg5! med truslen om at kunne spille Lg4. Herefter går Vitus i tænkeboks i mere end 17 min og ender med at spille et meget modigt og skarpt 18.h4. Det holder lige akkurat, men kræver meget præcist spil (se diagramstillingen nedenfor).
Herefter spiller sort 18…Df6 og 19. Te3, som skaber ro i den hvide stilling. Så tager finnen en lang tur i tænkeboks for at lægge en ny plan, men et eller andet går helt galt og det ender med at Vitus får serveret modstanderens giftige løber på et sølvfad. Herefter er kampen i praksis afgjort. Jaakkola finder et par ganske udmærkede og ret kreative forsøg på at forhindre dansk sejr, men Vitus holder hovedet koldt og spiller sejren sikkert hjem.
Før sidste runde var Vitus således alene i spidsen med 4 points, men tæt forfulgt af hele syv spillere med 3 points. Modstanderen var Jami Valpas fra Finland, som havde vist imponerende styrke trods et objektivt beskedent ratingtal på godt 1300. Således var der ikke udsigt til nogen hurtig remis, da mange lurede på chancen for at spille sig op på podiet med en sejr. I den danske lejr var der gode diskussioner om åbningsvalg, da der var en vis frygt for at Jami Valpas ville satse hele butikken med skarpt angrebsspil og med risiko for at det finske hold kunne finde ømme punkter i Vitus’ foretrukne spillestil.
Efter modne overvejelser besluttede Vitus sig for at spille Kalashnikov-varianten med sort, og da finnen vælger en ret tidlig og passiv variant med 5. Sb3 får sort hurtigt udlignet og står fint. Herefter sker der egentlig ikke det store og begge spillere giver sig god tid og undgår blottelser. Efter 15 træk tilbyder Vitus remis i en lige og ret passiv stilling, som bliver afslået. Herefter strammer den unge Evans spiller grebet og efter godt to timers spil begynder presset at blive for stort for finnen.
Efter 6min betænkningstid spiller Valpas 21. exd5 og tilbyder derefter remis, som straks bliver accepteret, da det er lig med et Nordisk Mesterskab for Vitus.
Bjarke Hautop Kristensen sluttede lige uden for medaljerækken, men vandt en skønhedspræmie for sit gevinstparti i 5. runde.
Referat fra NM kan også læses på skak.dk her
Presseomtale:
Vitus er nordisk mester i skak (Vafo)
10-årige Vitus blev nordisk mester (Fredericia Dagblad)