Lørdag d. 1. juni fejrede Skakklubben Evans 90-års jubilæum med et flot arrangement på Hældagerskolen. Klubbens formand bød velkommen til de 36 tilmeldte deltagere i jubilæumsarrangementet. Indledningsvist blev Vitus Bondo Medhus hædret med en blomsterbuket som anerkendelse for FM-titlen som er kommet i hus efter et stærkt forår med en stærk kandidatklasse ved DM i Påsken, turneringssejr i Kronborg Chess Open og senest en turneringssejr i Pinsen i Gråsten.
Klubben fik til jubilæet besøg af Danmarks stærkeste stormester, Jonas Bjerre, som aktuelt er på 2650 i rating. Jonas underholdte med et meget spændende parti fra hold-EM 2023, hvor han på førstebrættet gav verdensranglistens nummer 1, Magnus Carlsen, kamp til stregen. Det var et spektakulært parti, hvor en meget ujævn materialefordeling gjorde at der var enorme taktiske og positionelle overvejelser, som Jonas gav os et indblik i. Det var især imponerede at høre om den beregningsdybde der var på de varianter, som ikke blev spillet i kampen, men som blev grundigt overvejet undervejs. Partiet endte remis selvom den unge dansker var tæt på at lukke kampen og tage det hele point. Undervejs fik publikum mulighed for at med forslag til alternative træk, og stille spørgsmål om træning, turneringer og psykologiske aspekter i skak på absolut topniveau.
Hvis du vil se hvordan partiet mellem Jonas Bjerre og Magnus Carlsen tog sig ud ved brættet, så er der her en video med et kort resumé af kampen med highlights fra afgørende momenter:
Efter foredraget blev der afholdt simultanskak med 32 spillere fra Evans. Der blev spillet med 30min til Evans og 60min til Jonas, og det kan tænkes at stormesteren blev overrasket over den spillestyrke han blev mødt af. Det lykkedes nemlig jubilarerne at begrænse nederlaget til hæderlige 15-17. Flere af vores helt unge spillere fik sig en meget overraskende, men bestemt mindeværdig triumf. Dog må vi nok erkende at kollektivets disciplin med at spille lange partier i stor grad var medvirkende til at partierne blev vundet på tid. Ikke desto mindre var det en meget stor oplevelse at spille skak imod én af verdens 100 bedste skakspillere.
Efter simultanskak var der kagemand, kaffe og hyggesnak, og flere af klubbens unge spillere benyttede lejligheden til at få en selfie med Jonas Bjerre.
Sidst på eftermiddagen tog vi hul på en stor lynskakturnering, hvor vi lavede to store grupper med 14 deltagere , der spillede alle-mod-alle. Før de sidste to runder blev der serveret pizzaer, øl og sodavand til alle. Der var chokoladepræmier til de seks bedste i hver gruppe.
Tusind tak for en rigtig dejlig jubilæumsdag!